Danske bureauer er eftertragtede og i høj kurs. I 2018 var der mere end 20 handler med danske bureauer. Aldrig har der været så mange. I gamle dage blev danske bureauer købt af de internationale bureaugrupper eller af andre danske bureauer. I dag kommer køberne fra alle verdenshjørner i form af professionelle investorer, udenlandske aktører og nu også konsulenthusene. 2018 var et vildt år. Alt peger på, at 2019 bliver vildere.
Hvis du vil have et overblik over handlerne med danske bureauer i 2018 og et bud på 2019 så læs med her:
Pengemænd med bureauerfaring investerer i danske bureauer
Kapitalfonde og andre pengemænd har historisk set været skeptiske med at investere i danske bureauer. Den lave bruttoavance pr. medarbejder samt afhængigheden af timepriser og enkeltindivider har været lig med alt for høj risiko. I 2018 var flere pengemænd med bureauerfaring dog aktive på det danske marked.
First Chair Group har været i gang siden slutningen af 2016, hvor aktiemajoriteten i Envision blev erhvervet. Siden da er First Chair Group vokset til nu at være knap 200 ansatte. I 2018 blev Gorm Agency en del af gruppen ligesom Anew (gennem Envision) blev det. Derudover har 2018 også budt på opkøb af management konsulenthuset A-2 samt opstart af PR-bureau.
Erfarne og velpolstrede bureaufolk står også bag etableringen af Strategic Design Group. Erhvervelsen af det digitale bureau Think og design bureauet Skibsted ID er første fase i opbygningen af et internationalt designbureau. Nogle af dem har prøvet det før med Designit. Der er varslet flere opkøb og ambitionen er, at medarbejderantallet skal tidobles til mere end 500 inden for de næste fire år.
En ny kapitalfond kom på banen i 2018
NoA – The North Alliance – kom til Danmark i 2014 med opkøbet af &Co. Det var den finske kapitalfond CapMan, som stod bag. I 2018 var der igen en kapitalfond, som kunne se fordelene i at investere i danske bureauer: I starten af året investerede Adelis i aktiemajoriteten i Søgemedier. Senere kom webbureauet atriumWeb, det svenske SEO-bureau Defiso Media og SpotOn Marketing til. På under 1 år er der opbygget en gruppe med mere end 250 ansatte. Der er annonceret flere opkøb, og mon ikke Søgemedier er på vej til at blive en stor nordisk bureaugruppe med fokus på online markedsføring til SMV-segmentet (SMV = små og mellemstore virksomheder).
De store bliver større
I 2018 solgte CapMan deres ejerandel i NoA til en anden kapitalfond i form af norske Norvestor. I forbindelse med handlen annoncerede Norvestor, at de ser et stort potentiale for fortsat vækst for NoA i Norden og dermed også Danmark. NoA har i dag næsten 800 medarbejdere, og ambitionen er at blive endnu større.
Den danske bureauverden undergår en konsolidering i disse år: De store bliver større. First Chair Group, Strategic Design Group, Søgemedier og NoA har i dag flere ansatte end alle danske mediabureauer tilsammen. Ingen af dem fandtes for fem år siden. Og de har alle ambitioner om at blive større i 2019.
De danske bureauer køber stadig danske bureauer
Siden finanskrisen har ½ af alle bureauhandler været danske bureauer, som overtog andre danske bureauer. Dette var også tilfældet i 2018. Liquidminds, Friday, Atcore, Novicell, Brandhouse, twins solution, Clausen gruppen m.fl. var alle aktive. I de fleste tilfælde handlede det om erhvervelse af nye kompetencer. Det er altid risikabelt. Et studie af de danske bureauhandler i dette årti har påvist, at mere end ½ af handlerne, hvor der erhverves nye kompetencer, ender som en finansiel fiasko.
I det lys er det måske hensigtsmæssigt, at handler mellem dansk ejede bureauer oftest størrelsesmæssigt er de mindste. En undtagelse herfor er fusionen mellem Agency Spring og Zupa. De er nu mere end 200 medarbejdere, hvoraf de 110 findes i Danmark. Og der var ikke noget som hed Agency Spring for fem år siden.
Digitale bureauer er de mest attraktive
Digitale bureauer udgør ifølge Bureaurapporten fra Bureaubiz en fjerdedel af de 270 danske bureauer. I 2018 var 2/3 af de overtagne bureauer digitale. Internationalt er billedet det samme: køberne kigger efter digitale bureauer. Det er her markedsvæksten er størst. Digitale bureauer er de mest attraktive, og det vil også gælde i 2019.
Tidligere var der en tendens, hvor danske reklamebureauer opkøbte digitale bureauer. Den er nu afløst af en tendens, hvor udenlandske aktører investerer i danske digitale bureauer. Norske Visma investerede i Co3, og hollandske Dept Agency investerede i QuantAds. I 2017 købte japanske Monstar Lab det danske digitale bureau Nodes. I 2018 investerede Nodes i Sitecore eksperterne Implicit. Tendensen ser ud til at fortsætte. 2019 startede med, at amerikanske Cisco opkøbte Falcon, der i 2018 overtog Komfo.
Kommer konsulenthusene for alvor i 2019?
Internationalt taler alle om konsulenthusenes opkøb i bureauverden. Udviklingen er drevet af Accenture Interactive. De har siden 2013 opbygget verdens største og hurtigst voksende digitale bureaunetværk. De definerer sig som et customer experience bureau og brænder for at transformere deres kunder til ”Uber-aktøren” i deres kategori.
Før efteråret 2018 var de eneste, som ikke købte bureauer i Danmark, konsulenthusene. Det ændrede sig med Accenture Interactive’s køb af svenske Kaplan, da de har knap 20 medarbejdere i Danmark. Derudover siger rygterne, at Accenture Interactive er blandt de mulige købere af MDC Partners. Verdens 7. største bureaugruppe med mere end 6.000 ansatte. Heraf nogle få i Danmark via bureauet Crispin Porter + Bogusky. 2018 vil blive husket som året, hvor konsulenthusene startede med at opkøbe danske bureauer. Gad vide om ikke der kommer til at ske mere i 2019?
2019 bliver endnu vildere
2018 var globalt set et rekordår for bureauhandler. Det var det samme i Danmark. Der har aldrig været større efterspørgsel efter danske bureauer. De er i høj kurs. Flere af de nye aktørerne har annonceret, at de også vil være aktive i 2019. De første to uger af 2019 har allerede budt på to bureauhandler. 2018 var et vildt år i Danmark. 2019 tegner til at blive endnu vildere.